Målsætninger
- Børnebakkens pædagogisk læringsmiljø
Børn er altid i læring! – Vi har derfor fokus på at skabe et trygt og udviklende læringsmiljø hele dagen, både i de daglige rutiner, under frokosten, i garderoben, i de planlagte aktiviteter og naturligvis i legen. Vi ønsker at vores læringsmiljø er inddragende og tager afsæt i børnenes perspektiver og forskelligheder.
Herunder kan du læse om en del af de elementer, vi lægger vægt på i vores pædagogiske arbejde:
Tryghed og trivsel – fundamentet for al udvikling
- Børn har brug for at føle sig trygge, før de kan lære og udfolde sig. Derfor lægger vi stor vægt på at skabe en omsorgsfuld og forudsigelig hverdag, hvor børnene oplever faste rammer, genkendelige rutiner og nære voksne. Vi ser og anerkender det enkelte barn og møder det med varme, respekt og forståelse.
Anerkendende relationer og samspil
- Vi tror på, at relationer bærer læring. Derfor arbejder vi bevidst med at opbygge stærke og trygge bånd mellem børn og voksne – og børn imellem. Vi er opmærksomme på vores kommunikation og arbejder med at lytte, stille åbne spørgsmål og støtte børns følelsesmæssige udvikling. Når børn bliver mødt med empati og anerkendelse, udvikler de selvværd og sociale kompetencer.
Børneperspektiv og aktiv deltagelse
- Vi inddrager børnenes perspektiver og interesser, og vi skaber rum for medbestemmelse i hverdagen. Det kan være ved at lade børnene vælge aktiviteter, komme med idéer til projekter eller ved at tage deres forslag alvorligt i planlægningen af dagen. På den måde styrkes både deres motivation, ansvarsfølelse og oplevelse af at blive hørt og respekteret
Struktur, rytme og forudsigelighed
- En tydelig dagsstruktur og faste rutiner skaber tryghed og overskuelighed for børnene. Når børn ved, hvad der skal ske, og hvad der forventes, får de ro til at koncentrere sig og være til stede i nuet. Vi kombinerer forudsigelighed med fleksibilitet, så der også er plads til spontanitet og børnenes initiativer.
Fællesskab og inklusion
- Vi arbejder målrettet for at styrke fællesskabet og sikre, at alle børn føler sig som en vigtig del af gruppen. Gennem inkluderende aktiviteter og bevidst pædagogisk arbejde understøtter vi børns sociale relationer, venskaber og evne til at samarbejde. Vi lærer børnene at tage hensyn, løse konflikter og forstå forskellighed som en styrke.
Børnebakkens pædagogiske læreplan
- Alsidig personlig udvikling
Det er vores mål:
- at tilbyde børnene mange forskellige muligheder for at deltage aktivt og få betydningsfulde sociale og kulturelle erfaringer.
- at give plads til, at børnene udfolder sig som selvstændige stærke og alsidige personer, der selv kan tage initiativ.
- at skabe mulighed for, at børnene oplever sig som værdifulde deltagere i og med skabere af et socialt og kulturelt fællesskab.
- at barnet bliver selvhjulpent og selvstændigt i forhold til alder og udvikling.
- at barnet føler sig værdifuld og oplever mening – med Gud som skaber.
Målet nås bl.a. ved at barnet:
- deltager i mindre grupper med jævnaldrene, hvor der samarbejdes om forskellige opgaver.
- i den daglige omgang med børnehavens dyr lærer noget om det at vise omsorg og have ansvar for levende væsner, oplever og hører om fødsel, liv og død og lærer noget om sig selv og det at være menneske ved at forholde sig til dyrenes liv og levned.
- med støtte lærer at klare mere og mere selv f.eks. i forhold til af og påklædning, oprydning, pakning af rygsæk og toiletbesøg m.m. – og vente indtil der er ledige hænder.
- hver morgen modtages i garderoben – bliver set og værdsat! – og oplever en god kontakt forældre og personale imellem, der er med til at skabe den afgørende tryghed.
- generelt oplever nærhed i kontakten med de voksne.
- får tid til og mulighed for at lege, udforske, fordybe sig i og indtage verden i alsidige rammer både inden og udendørs – sammen med andre, men også alene.
- spiller kendte og lærer nye spil at kende som pirrer og stimulerer nysgerrigheden, giver kundskaber, træner sanser og logik og udfordrer på mange forskellige niveauer – i et socialt fællesskab.
- er med til at fremavle ingredienserne ved at så, pleje, høste, fodre, slagte og siden bruge råvarerne når der laves mad, bages, koges saft, laves syltetøj og mange andre vigtige kulinariske gøremål, hvor samarbejdet om den for fællesskabet vigtige opgave sætter gruppen og den enkelte i fokus, skaber stolthed og giver barnet ny viden om ingredienser, hygiejne m.v.
- ved den daglige samling får mulighed for at være aktivt deltagende i en større gruppe, hvor der rimes og remses, synges, fortælles bibelhistorie, tages aktuelle ting op og meget mere, hvor børnene på skift har opgaver, fortæller om oplevelser og prøver at stå frem og være ”på” i kendte og for barnet trygge rammer.
- støttes i at få et nuanceret kendskab til sig selv og andre – bl.a. vha. ”Trin for trin”.
- inviteres ind i sociale fællesskaber og bakkes op i at mestre konflikter
- oplever anerkendelse og respekt og lærer at respektere og lytte til andre børn
- på den daglige gå tur øver sig i at færdes sikkert i trafikken bl.a. ved at børnene skiftes til at gå foran, se efter biler, gå yderst og ”passe på” de mindre børn.
Målet er nået, når vi i dagligdagen ser tegn på at barnet:
- hviler i sig selv, har egne meninger og holder af at arbejde alene, men også er engageret og udfolder sig fysisk og mentalt i det kulturelle og sociale liv i børnehaven
- har selverkendelse og kender egne stærke og svage sider, samt er anerkendende og empatiske over for andre børn og voksne
- oplever sig som værdifuld medspiller i sociale sammenhænge, har lyst til at bestemme selv
- og samtidig kan acceptere at indordne sig i fællesskabet
- Social udvikling
Det er vores mål:
- at sikre, at børnene anerkendes og respekteres som de personer, de er, og at de oplever at høre til.
- at børnene oplever tryghed og tillid i deres relationer til både voksne og andre børn.
- at børnene inddrages og opmuntres til at være aktive deltagere i et demokratisk fællesskab.
Vi når målet ved at:
- vi om morgenen tager imod barnet, anerkender humør og følelser og støtter i afskeden med forældrene, samt i dannelse af legerelationer – hvis der er behov for det.
- barnet i vores dagligdag har rig mulighed for at lege, samarbejde (lytte, byde ind og afvente) og løse opgaver sammen med andre børn.
- barnet opmuntres til at deltage aktivt og indgå i et forpligtende og ansvarligt samvær med andre.
- barnet – med støtte – prøver alle roller i legen – at være i centrum, i periferien eller midt imellem.
- det mindre barn får rum til at trække sig ud så det i sit eget tempo kan aflæse og tilegne sig nyttig viden om de større børns leg og omgang med hinanden.
- børnene skiftes til at have dukken "Tim" med hjemme – fortæller om hvad de har lavet i weekenden sammen (med støtte i det forældrene har skrevet i bogen)
- barnet i dagligdagen med dyrene henter inspiration til og dermed får naturlig mulighed for at sætte ord på følelser omkring døden, omsorg, mobning osv.
- at de største børn i en lille gruppe arbejder med materialet "Trin for trin" vi skaber miljøer, som imødekommer børns vilde og stille leg samt udfordrer deres kreativitet.
- børnene anerkendes og støttes i at danne venskaber og til at deltage i gensidigt berigende fællesskaber.
- børnene på skift ved den daglige fodring har en voksen for sig selv, hvor der er særlig god tid og mulighed for at snakke om det der fylder.
- barnet i leg og alvor øver sig i at "mærke sig selv" løse konflikter og gøre brug af de voksne.
Målet er nået, når vi i dagligdagen ser tegn på at barnet:
- er selvstændig og har selvværd, viser empati og er åben og rummelig over for nye kontakter i fællesskabet i samspil med andre.
- kan tilsidesætte egne behov og se andres behov og ønsker at vise omsorg
- føler og viser glæde ved samværet med andre og samtidig kan lege alene og sætte grænser omkring sig selv.
- har venner og oplever sig selv i et fællesskab med krav, forpligtelser og fordele, hvor det giver udtryk for egen mening, gerne vil være med i beslutninger, men også accepterer et nej.
- kommunikation og sprog
Det er vores mål:
- at give børnene mulighed for at udvikle deres sprog gennem dagligdags aktiviteter.
- at udfordre børnene til sproglig aktivitet, til at udtrykke sig på mange forskellige måder.
- at støtte og udvikle børns interesse for og nysgerrighed i forhold til tegn, symboler, bogstaver og tal.
Målet nås ved at:
- barnet får mulighed for at snuse til bogstaver, tal og symboler og bliver nysgerrig i forhold til det i en mindre gruppe – hvor der bl.a. løses opgaver, ”læses” i bøger og blade og byen udforskes for tal, bogstaver og symboler.
- barnet i den daglige samling og i samværet generelt møder og leger med sproget gennem fortællinger, oplæsning, dramatik, sang, rim, remser og musik.
- barnet gennem den daglig fodring af børnehavens dyr udvider ordforråd og får ny viden, lærer at tælle og træner mængde og begrebs forståelse i omgangen med dyrene – og laver sproglige fantasier om dem.
- vi snakker om det vi skriver om dagens oplevelser i dagbogen.
- barnet i legene lytter, forhandler og handler og dermed træner det verbale sprog, sit kropssprog og det at aflæse andre børn og voksne.
- vi i forbindelse med madlavningen taler om det der bruges, måleenheder, opskrifter og derigennem lærer nye ord og begreber.
- barnet fortæller om oplevelser og får respons, modtager anvisninger, tæller, hører historier m.v.
- barnet støttes i at sætte ord og begreber på deres følelser og handlinger (Trin for Trin materiale om følelser og empati, bruges til de ældste børn, året før de starter i skole.)
- barnet leger butik – sælger/køber/betaler
- bøger og skrift er synlig i børnehavens kultur. Eksempler på dette er; dagens beskeder på tavle, børnenes navne ved deres pladser, ugens rim, voksne der skriver hvem der fodre dyrene på Landstedet, samt børn der underskriver deres tegninger med deres navn, dagbog, de voksne forklare børnene hvad de skriver, så børnene kan blive bevidste på, at bogstaver der er sat sammen bliver til ord, som laver sætninger som andre kan læse og forstå.
- de ældste præsenteres for bogstaverim / bøger om bogstaver når de spiser i ”Hyttan” på Landstedet
- der bruges understøttende sprogstrategier i dagligdagens samtaler
- der kan inddrages dialogisk læsning når vi er sammen om bøger
Målet er nået, når vi i dagligdagen ser tegn på at barnet:
- anvender og forstår et nuanceret og mangfoldigt sprog
- synger, bruger rim og remser, fortæller historier og kigger i bøger
- bruger det verbale sprog til kommunikation og problemløsning
- er nysgerrig og interesseret i skriftsproget herunder bogstaver, tal og symboler
- Natur, udeliv og science
Det er vores mål:
- at børnene udvikler respekt og forståelse for skaberværket og oplever glæden ved at være i naturen.
- at børnene lærer naturen at kende med alle sanser og oplever den som kilde til og rum for leg, oplevelse, udforskning og viden.
- at børnene tilegner sig mange forskellige erfaringer med natur, naturfænomener og miljø.
Målet nås ved at:
- børnene fodrer forskellige dyr på skift, tale om og være nysgerrige sammen med børnene i omgangen med dyrene og delagtiggøre dem i vores viden eller sammen søger viden omkring det der optager børnene.
- vi udforsker naturen sammen med børnene bevæbnet med forstørrelsesglas, net og meget andet
- vi laver ting og sager af træ, sand, mudder, græs og meget andet
- der klatres i træer, graves have/huller, gynges, rulles, løbes, spilles fodbold m.m.
- det store område og de mange gemmesteder giver børnene mulighed for og ro til det der optager dem – uden de bliver forstyrret.
- vi er ude hver dag i al slags vejr og vi sammen oplever og mærker årstidernes skiften – vi leger i sneen, mærker kulden, arbejder i køkkenhaven, ruller os i det nyklippede græs, sveder i de mange fodboldkampe, spiser frugten og bruger løvet til alt muligt.
- vi færdes i naturen sammen – snakker om den og finder ud af hvordan vi tager vare på den, dyrker og passer den og nyder træernes frugter, buskenes bær og køkkenhavens grøntsager.
- vi dagligt opholder os i naturen med varierende udfordringer, hvor vi undersøger, snakker om og sammen udforsker med alle sanser.
- vi passer dyrene, mærker og lugter dem, ser dem vokse op og siden slagter og tilbereder råvarerne sammen.
- taler om og lægger mærke til himmellegemerne og naturkræfterne
- vi taler om det affald der ligger på stierne og smider det i skralde spanden
- barnet lærer noget om hvad naturen kan give os af råvarer bl.a. ved at vi sammen dyrker køkkenhaven – sår, vander, luger og høster. Og om efteråret plukker, smager og bruger bær og frugter.
- vi tager på udflugter til skov, strand, klipper i den tilknyttede bus.
Målet er nået, når vi i dagligdagen ser tegn på at barnet:
- udviser nysgerrighed og har lyst til at udforske og prøve nye motoriske udfordringer
- har kendskab til de fire årstider og deres rækkefølge
- kategorisere og systematisere naturoplevelser
- leger, skaber, konstruerer og eksperimenterer med naturens materialer
- har kendskab til himmellegemerne
- passer på og værner om dyr, planter og miljø
- Krop, sanser og bevægelse
Det er vores mål:
- at børnene oplever glæde ved, accept af og forståelse for deres egen krop og oplever glæden ved at være i bevægelse.
- at styrke børnenes fysiske sundhed, blandt andet med fokus på ernæring, hygiejne og bevægelse.
- at børnene med alle sanser tilegner sig den fysiske, kulturelle og sociale omverden.
Målet nås ved at:
- børnehaven såvel inde som ude er indrettet så børn kan opleve rige kropslige udfordringer
- børnene to og to tegner hinanden, snakker om størrelse m.v. og skriver navnene på legemsdelene
- i forbindelse med de fast indlagte toiletbesøg lærer barnet noget om egen krop, ser hvad den kan og sammenligner sig med andre børn såvel piger som drenge.
- barnet i de mange timers ophold i naturen, klatrer, kravler, løber, ruller, kaster, graver, hopper, gynger, sidder, ligger og meget mere.
- vi hver uge fra efterårsferien til påske har adgang til gymnastiksalen, hvor der synges, leges, løbes, bruges redskaber m.m.
- alle sanser er i brug når vi færdes i naturen, vi mærker vindens susen, solen stikken, hører fuglene synge, lugter hønsenes ekskrementer og ser alting spire og gro.
- barnet mærker vejrets indvirkning på kroppen og lærer at bevæge sig i alle typer påklædning.
- vi sammen dyrker køkkenhaven, plukker og spiser frugter og bær eller laver saft m.m. – undervejs snakker vi om hvad der er sundt og godt.
- vi ind imellem slagter kyllinger og ænder og sammen undersøger og snakker vi om det vi ser og gør, hvilket giver barnet en mulighed for at sammenligne og forholde sig til egen krop og dens organer udfra hvad vi ser på og har i hænderne – Omgangen med dyrene er med til at give barnet en god forståelse for egen krop
- barnet træner sin balance og mærker sig selv når der slappes af i hængekøjerne eller gynges og snurres rundt på gyngerne – forsigtigt eller mere vildt!
- barnet på turen til landstedet løber, konkurrerer, går på line og i trafikken holder i hånd og der mærker et andet barn eller en voksen
- finmotorikken trænes når barnet deltager aktivt i de dagligdags gøremål, hvor der skrælles og skæres gulerødder, plukkes bær, trilles havregrynskugler og meget mere
- barnet i naturens geniale rammer for forståelse for sin egen krop ved at opleve og mærke dens muligheder og begrænsninger i søgningen af udfordringer
- barnet under påklædning lærer at koordinere sine lemmer, holde balancen og oplever at kunne mere og mere.
- vi bl.a. i forbindelse med madlavning og toiletbesøg snakker hygiejne
Målet er nået, når vi i dagligdagen ser tegn på at barnet:
- bruger sin krop, anstrenger sig, søger udfordringer og afprøver sig selv fysisk
- har kendskab til sine sanser og er aktiv og nysgerrig.
- udstråler sundhed og er aktiv og selvhjulpen
- kender deres krop og har kendskab til og forståelse for kroppens funktioner.
- Kultur, æstetik og fælleskab
Det er vores mål:
- at børnene får mulighed for at møde og afprøve sig selv i forhold til et bredt spekter af kulturelle udtryksformer.
- at børnene har adgang til materialer, redskaber og medier, som kan give oplevelser og bidrage til børns skabende kulturelle aktiviteter.
- at børn får lejlighed til at deltage i og få viden om kultur, kulturhistorie, traditioner og kunstneriske tilbud.
- at børn er rummelige og nysgerrige og tør se, mærke og anerkende andre kulturer
- at børnene får et nuanceret indblik i den kristne kultur – med dens værdier og traditioner.
Målet nås ved at:
- vi hører om og fejrer de kristne højtider, hører historier fra Bibelen, synger kristne børnesange, hvorved børnene lærer om kristne værdier og i det hele taget lærer vores kristne kulturarv at kende.
- vi tager til teaterforestillinger, i biografen, til koncerter og besøger cirkuspladser m.m.
- vi bruger naturens materialer – træ, planter, sand, mudder, sne, is osv. som ingredienser i legen eller til at danne rammer for denne – eller til at skabe nyt.
- vi har mange traditioner, herunder festerne: Børnebakkefest, fødselsdags fester, høstfest, afslutningsfest osv.
- vi laver danske retter, men også snuser til andre kulturers mad og måder at spise – f.eks. bage afrikanske “Mandattiboller” over bål.
- kulturen i børnehaven formidles fra store til små.
- vi dagligt synger med børnene, samt rimer og remser.
- vi bruger instrumenter og rytmer… i det omfang vi har mulighed for det.
- vi laver sæson og højtids pyntning f.eks. julehygge for forældre og bedsteforældre, hvor vi bager, klipper og klistrer, laver dekorationer m.m.
- børnene klæder sig ud, spiller teater og leger rollelege.
- vi kigger på frimærker og globus og læser historier fra og om andre lande.
- bøger og tegneserier bliver læst højt og kigget i – hver anden måned får vi ny bogkasse fra biblioteket.
- vi leger og spiller såvel gamle som nye lege og spil – bøtteskjul, fangelege, fodbold osv.
- vi tager forskellige materialer frem såvel kendte som ukendte (for barnet) og giver idéer til anvendelse af dem.
Målet er nået, når vi i dagligdagen ser tegn på at barnet:
- er nysgerrigt, undrende og kreativt.
- bruger forskellige kunstneristiske udtryksformer.
- har erfaringer med materialer, redskaber, og moderne medier som understøtter skabende kulturel aktivitet.
- har kendskab til og respekterer andre kulturer
